Fødselsberetning


I en uges tid inden jeg fødte, havde jeg on/off (pluk)veer, der i perioder var regelmæssige, så jeg troede, at nu skete der noget, men hver gang gik det i sig selv igen. Til sidst blev jeg så træt af, at der ikke skete noget, at jeg ikke længere gad kigge på uret, selv om de virkede regelmæssige, for de udviklede sig jo aldrig til mere....
Natten til søndag kl. 2:30 vågnede jeg til den vanlige tissetur, men tilbage i sengen gjorde veerne pludseligt anderledes ondt og trak godt i lænden. Jeg var egentligt ikke ret meget i tvivl om, at nu var det endelig tid, men jeg tog lige tid på 3 veer, inden jeg stod op. Der var 5-6 minutters interval, og de varede omkring 1 minut. Da jeg havde født hurtigt første gang (4 timer fra første ve), turde jeg ikke vente længere, men vækkede manden, tog tøj på og gjorde mig klar til at tage afsted. Ulriks forældre var heldigvis på besøg denne weekend, så han vækkede dem, så de kunne tage sig af Silas. Imens ringede jeg til fødegangen imellem 2 veer og sagde, at vi var på vej.
På vej til sygehuset faldt intervallet mellem veerne, så det var nede på 2 minutter, inden vi nåede frem. Vi ankom til FG ca. 3:40, men måtte vente i 15-20 minutter på at blive undersøgt, fordi jordemoderen lige skulle skifte tøj først. Hun var på døgnvagt og var lige kommet hjem i seng, da hun blev tilkaldt igen, fordi der var voldsomt run på fødegangen denne nat.
Da hun havde undersøgt mig, sagde hun: "Når jeg prikker hul på vandet, føder du". Så endnu engang var det lykkedes mig at time ankomsten til sygehuset, så jeg var fuldt åben og klar til at føde :-)
Vi gik ind på en fødestue, og da jordemoderen var klar, tog hun vandet, og straks fik jeg pressetrang. Jeg havde egentligt forventet, at der ikke skulle ret mange presseveer til, før barnet var ude, men jeg følte, jeg pressede og pressede, uden at der skete ret meget. Og flere gange spurgte jeg jordemoderen, om der ikke skete noget dernede, men hun sagde, at det gik fint fremad.
Kl. 4:51 kom lillepigen så endelig ud, og først da fik jeg at vide, at hun var stjernekigger, og at det var derfor, jeg havde følt, det var hårdere at presse hende ud.
Hun kom straks op på min mave og skreg et par gange, hvorefter hun åbnede sine store mørke øjne og kiggede sig undersøgende omkring. Det var helt utroligt, så vågen hun var, og helt klar til at møde verden!
Jeg havde kun fået en lille overfladisk rift, så det tog ikke lang tid at blive syet, og umiddelbart efter blev vi kørt tilbage til en anden stue, for folk stod vist nærmest i kø for at komme ind og føde.
Vi lå på stuen i 3,5 time, inden der var en jordemoder, der havde tid til at måle lillepigen og tjekke, om min livmoder havde trukket sig sammen. Alt var ok, og lillepigen målte 4370g og 54cm.
Jeg har jo fået blodfortyndende medicin gennem hele graviditeten pga. en gendefekt (Faktor V Leiden), så jeg bad om at tale med en læge for at høre, om jeg skulle tage en indsprøjtning til vanlig tid, eller om det var bedre at vente. Meldingen var, at jeg skulle bare fortsætte med indsprøjtningerne, som jeg plejede.
Så kom vi over på patienthotellet og fik fortalt vores respektive forældre om det nye vidunder og aftalt barselsbesøg om eftermiddagen. Kl. 10:30 tog jeg min indsprøjtning og satte mig derefter hen på en stol og sms'ede. Da jeg rejste mig op et kvarter senere, fossede blodet ned ad benene på mig. Chokeret vaklede jeg ud på toilettet og bad Ulrik om at tilkalde sygeplejersken. Hun kom med det samme og ringede så over til fødegangen for at høre, hvad hun skulle gøre. Tilbagemeldingen var, at jeg skulle skifte bind, og hvis det hurtigt blev fyldt, skulle jeg tilbage til fødegangen og undersøges.
Jeg skiftede så bind, og Ulrik hjalp mig tilbage til sengen, da jeg var tæt på at besvime. Da jeg kom ned at ligge, fik jeg det bedre. Men jeg var jo nødt til snart at sætte mig op igen for at finde ud af, hvor meget blod der kom. Da jeg satte mig op, blev jeg voldsomt svimmel og lagde mig derfor straks ned igen. Ulrik ringede efter hjælp igen, men det var en anden, der kom denne gang. Hun mente, jeg bare skulle lægge mig ned og slappe af og blive godt varm, for svimmelheden skyldtes nok bare chok, træthed og madmangel. Hun hentede derfor lidt mad til mig, og da jeg havde spist, lagde jeg mig til at sove lidt.
Ulrik var ikke tryg ved, at jeg lagde mig til at sove, så jeg måtte love ham at rejse mig op igen en halv time senere for at finde ud af, om der kom mere blod. Da jeg gjorde det, fossede blodet ud på sengen, og sygeplejersken blev igen tilkaldt (den samme som første gang). Denne gang var der heldigvis ingen tøven, og jeg blev straks kørt tilbage til fødegangen.
Her stod 4-5 jordemødre og læger klar til at tage imod mig, og da de trykkede på min livmoder, væltede det ud med store blodklumper - næsten 2 liter blod, som havde gemt sig inde i livmoderen. Jeg fik lagt drop i begge arme, fik stikpiller og indsprøjtning i låret - diverse medicin med det samme formål: At få livmoderen til at trække sig hurtigt sammen for at stoppe blødningen. Samtidigt stod der en jordemoder og trykkede konstant på livmoderen for at presse blodet ud. Hvis hun stoppede bare et øjeblik, begyndte livmoderen nemlig at udvide sig igen.
Ulrik stod bekymret i baggrunden og kunne blot kigge hjælpeløst til, mens de arbejdede på mig. Og så blev han ovenikøbet nødt til at gå ud og ringe til vores forældre og aflyse barselsbesøget - og forsøge at gøre det på en måde, så de ikke blev alt for bekymrede. Og han måtte også selv passe lillepigen, som heldigvis sov fra det hele.
På trods af det store blodtab havde jeg det forbavsende godt. Det, jeg var mest bange for på dette tidspunkt, var, at de ville lægge mig i fuld narkose for at fjerne eventuelle rester i livmoderen. Men det blev heldigvis ikke nødvendigt. Efter en times tid havde livmoderen trukket sig pænt sammen, og det blødte næsten ikke mere.
Efterhånden skruede de ned for droppet, og 3 timer senere blev jeg overflyttet til barselsgangen. Blodprøverne viste, at jeg pga. blodtabet var røget ned på en blodprocent på 5,1. Havde den været under 5, ville de have givet mig blodtransfusion eller epo, men det slap jeg heldigvis for.
Dagen efter kom vi på patienthotellet igen og kunne langt om længe præsentere lillepigen for storebror og bedsteforældrene. Det var bare skønt at se Silas igen, men hårdt at skulle sige farvel til ham, da de kørte hjem. Men fornuften sagde, at det var bedst, vi blev på hotellet en dag mere og hvilede ud, inden vi tog hjem til vores energiske 3-årige. Og vi vidste jo heldigvis, at han var i gode hænder hos farmor og farfar.
Så det blev et noget længere ophold end planlagt, og en lettere traumatisk oplevelse for os begge. Men nu har vi efterhånden fået det snakket igennem og bearbejdet, og fysisk har jeg det forbavsende fint igen på trods af blodtabet.
Men selv om jeg åbenbart er en "toptunet føderobot", der har nemme og ikke særligt smertefulde fødsler, er jeg efter denne oplevelse endnu mere overbevist om, at jeg ikke skal have flere børn....
Selv om lillepigen selvfølgelig var det hele værd :-)

Fødselsjournal side 1
Fødselsjournal side 2
Patientjournal side 1
Patientjournal side 2