Fødselsberetning


Jeg havde termin den 19. august. Men tiden gik, og der var ikke tegn på, at fødslen var umiddelbart forestående. Det gjorde nu heller ikke så meget, for badeværelset var endnu ikke klar til brug, og høsten var i fuld gang, så vi havde faktisk ikke tid til at få et barn lige nu og her....
Fredag den 2. september, 2 uger over tid, var jeg til kontrol på sygehuset. De kørte først en CTG, som viste, at barnets hjertelyd var helt fin. Derefter blev jeg ultralydsscannet, fordi de havde mistanke om, at der var for lidt fostervand. Det viste sig, at de havde ret - der var cirka ingenting! Alligevel var der væske i både mavesækken og blæren hos barnet, så han var ikke blevet helt tørlagt....Og scanningen viste også, at flowet i navlestrengen fungerede fint. Og så viste den et fosterskøn på ca. 3800g.
På baggrund af scanningen anbefalede de på sygehuset, at fødslen blev sat i gang med det samme vha. en Cytotec-stikpille (se journal01.jpg). Det ville vi imidlertid helst undgå, da vi i forvejen havde foretaget lidt research på nettet og fundet ud af, at midlet ikke var godkendt til igangsættelse af fødsler, at doseringen på flere sygehuse var lettere uprofessionel, og at der var risiko for nogle ret voldsomme bivirkninger, f.eks. en sprængt livmoder.
Da barnet tilsyneladende havde det fint endnu, valgte Ulrik og jeg derfor at udsætte igangsættelsen til næste dag i håb om, at fødslen ville gå i gang inden på naturlig vis. De seneste par aftener havde jeg nemlig haft veer, men de gjorde ikke særlig ondt, og de forsvandt, når jeg gik i seng. Men det kunne måske indikere, at der snart kom gang i noget... Vi tog derfor hjem igen med en aftale om igangsættelse næste dag kl. 9:00.
Ulrik kørte ud med mejetærskeren igen og nåede lige at få det sidste af høsten i hus, inden duggen faldt om aftenen. Sidst på eftermiddagen begyndte jeg at få veer igen, og de fortsatte i løbet af aftenen med 3-5 minutters interval (se vetabel01.jpg), men de gjorde ikke voldsomt ondt, så jeg var i tvivl, om det var "rigtige" veer. Til sidst besluttede jeg mig til at "teste" dem ved at gå i seng; for rigtige veer kan man jo ikke sove fra. "Desværre" havde jeg ingen problemer med at falde i søvn....
Ved 1.30-tiden havde Ulrik et af sine hosteanfald, og jeg varmede kakao til os. Der var stadigvæk ikke tegn på noget - jeg mærkede vist nok en ve eller to, men det var ikke noget, der rykkede. Så vi lagde os til at sove igen med bevidstheden om, at vi nok måtte acceptere en medicinsk igangsættelse.
Så vågnede jeg imidlertid kl. 5 ved et ordentligt jag. "Halløj, hvad sker der lige her", tænkte jeg. Nå, det var nok bare en overfyldt blære, der trykkede, så jeg gik ud på toilettet. Tilbage igen kom der endnu et jag, og denne gang var jeg ikke ret meget i tvivl om, at det var en rigtig ve. Jeg begyndte at tage tid på dem og vækkede Ulrik. Der var cirka 5 minutter imellem, og de rykkede godt igennem.
Ved 6-tiden ringede Ulrik til fødegangen og sagde, at vi ville køre derind nu. Men da de hørte tiderne og fik at vide, at jeg var førstegangsfødende, sagde de til ham, at vi bare skulle tage det med ro og spise noget morgenmad først. Vi var selvfølgelig velkomne, men vi ville bare blive sendt hjem igen, hvis der ikke var rigtigt gang i veerne.
Så vi spiste morgenmad, men det var begrænset, hvad jeg kunne nå at spise i pauserne mellem veerne, for nu var intervallet hurtigt kommet ned på 2-3 minutter (se vetabel02.jpg) . Og da Ulrik havde fået fodret dyrene, sagde jeg, at nu var det nu, vi skulle af sted!
På vej derind kom veerne bare rullende i en lang strøm, og det begyndte at snurre i mine hænder. Vi ankom til Randers Centralsygehus cirka kl. 7:45, og den første undersøgelse viste, at jeg havde åbnet mig 9 cm! (se journal02.jpg) Så jordemoderen fik travlt med at få mig ind på en fødestue, og det skulle være den nærmeste og ikke én langt væk! På dette tidspunkt var jeg ret svimmel og havde lidt problemer med at gå, fordi jeg hyperventilerede og ikke fik ilten ud i hele kroppen, så da vi kom over på fødestuen fik jeg en maske med ilt, og det hjalp hurtigt på svimmelheden.
Ulrik fik stukket en blanket i hånden, han skulle udfylde, og jeg havde stadigvæk overskud til at hjælpe ham med oplysninger om hjemsogn og lignende.
Kl. 8:20 havde jeg åbnet mig helt og begyndte så småt at presse. Jordemoderens assistent havde travlt med andre ting, så Ulrik fik tjansen med at holde det ene ben, når jeg pressede. Det tog han i stiv arm og havde endda sindsro til at drikke juice samtidigt! Efter et stykke tid blev han dog afløst.
Kl.9:03 blev Silas født, og han blev med det samme smidt op på min mave. Det hele var gået så hurtigt, at det var noget overvældende pludseligt at have et barn - vores barn - liggende på maven....
De brugte en del tid på at "lappe" mig sammen igen, og imens kunne Ulrik og jeg stille og roligt "opdage" vores søn. Han var stor og fin og lignede overhovedet ikke en runken sveske, var slet ikke blå eller klemt eller noget, men helt igennem en fin baby.
Da han efterfølgende blev målt, viste det sig, at både jordemoderens og ultralydsscanningens skøn var helt ved siden af, for han vejede hele 4480 gram og målte 55 cm! (se journal03.jpg)
Senere på dagen flyttede vi alle 3 ind på patienthotellets barselsetage, "Storkereden", og her fik vi en perfekt opstart på vores nye liv som familie. Her var rolige ikke-sygehuslignende omgivelser, hvor vi fik hjælp, hvis vi bad om det, men ellers lige fra starten skulle klare os selv og tage ansvaret for vores nyfødte søn.

Fødselsjournal side 1
Fødselsjournal side 2
Fødselsjournal side 3
Fødselsjournal side 4
Fagudtryk til tydning af fødselsjournal